Hemmeligheden bag indre ro - De tre principper
LEVER DU FRA FRYGT ELLER TILLID?
Jeg hørte et interwiew med Peter Crone forleden, hvor han pegede - for mig - på noget helt centralt, som spontant gav mening. Han referede til, hvad den indiske filosof Krishnamurti havde svaret, da han blev sprugt til, hvad der var hemmeligheden bag hans indre ro.
Krishnamurtis svar var:
“This is my secret. I don't mind what happens.”
Wouw.
For mig er det essensen af alting.
Et åbent sind er afslappet og frit.
Men det er sjældent at vi "don't mind what happens", og det er lige præcis det, som skaber vores frygt.
De fleste af os har så stærke holdninger til, hvad der skal ske, og ikke mindst, hvad der ikke må ske. Og i det øjeblik vi har lavet en dom over livet, så er der noget på spil. Der er skabt frygt. Vi har mistet vores indre ro.
Det er ikke fordi der er noget galt med os. Det er bare fordi vi er mennesker i en fysisk form, som føler at det er op til os at sikre at livet går godt. Og som har mistet fornemmelsen af den dybere dimension af os, som er fri af form. Som ikke kan røres.
Er du ligeglad eller lige-glad?
Jeg tror ærligt ikke, at jeg selv ville have kunnet se dette for nogle år tiden. Jeg ville have protesteret og insisterer på, at jeg selvfølgelig IKKE var ligeglad med, hvad der skete. Det ville dengang have set absurd ud for mig, hvis nogen havde bedt mig om at være det. Det var indlysende for mig, at jeg netop ikke var ligeglad.
Men det har ændret sig.
Det er ikke mit job at overbevise nogen om noget. Det kan jeg slet ikke. Det jeg peger på skal gå op for os indefra. Det er den eneste måde, som jeg kender, som kan skabe forandringen.
Men for mig, så peger Krishnamurtis svar på noget helt grundlæggende for det at være menneske.
I det øjeblik at vi åbner op for at livet må gå som det går, så slipper vi frygt og modstand.
Det er ikke fordi at jeg er ligeglad i den forstand, at jeg har mistet min indre fornemmelse for, hvad der føles godt eller dårligt. Kærligt eller forkert. Jeg har stadig mit indre kompas. Men jeg er i mange tilfælde ægte mere lige-glad i den forstand, at jeg ved at jeg kan være okay uanset, hvad der sker. Der er langt mindre på spil for mig end der plejede at være. Jeg har langt mere ro med det som sker.
Vi kan ikke være i ro og ville have at livet skal gå på en bestemt måde for, at vi har det godt.
De to ting harmonerer ganske enkelt ikke med hinanden.
Det paradoksale er, at i det øjeblik vi er i livet fra indre ro, så har livet det med at gå lettere. Men det kan ikke være målet i sig selv, for så er vi tilbage ved, at vi ikke er ligeglad med, hvad der sker.
Jeg håber, at jeg har mindre dig om en dybere ro i sig, som altid er til stede - uanset om livet går, som du ønsker det eller ej.
Kærlig hilsen Anne
Kommentarer