Forståelse for dig selv og dine reaktioner

Hvem ville være mest bange?
En person, som var i livsfare og vidste det.
Eller en person, som ikke var i livsfare, men som troede det.
For mig giver svaret sig selv. De ville være lige bange.
Hvorfor?
Fordi det vi mærker aldrig er den ydre faktuelle virkelighed, men vores indre tankeskabte oplevelse.
Hvis vi ægte tror, at vi er i livsfare, så vil vi være bange. Uanset om vi er det eller ej.
Hvorfor er det vigtigt?
For mig er det vigtigt, hvis vi gerne vil begynde at forstå os selv og andre. Det er så let at se på den fysiske virkelighed og se på vores egen eller andres reaktioner, og så dømme reaktionen som forkert. Eller som for meget. Eller overdrevet.
Vi glemmer bare lige den detalje, at ingen lever i den fysiske virkelighed. Vi lever vores indre oplevelse af den. Og hvis den er skræmmende, så vil vores reaktion være derefter.
Vores reaktion og følelse stemmer altid overens med vores oplevede virkelighed.
Uanset om vi er bevidste om den eller ej.
Vores indre oplevelse kan være helt off. Selvfølgelig kan den det.
Vi har nok alle prøvet at reagere voldsomt uden helt selv at forstå, hvad der lå til grund for vores reaktion. Men det ændrer bare ikke på det faktum, at vores følelser og reaktioner stadig var afstemte med selve oplevelsen.
Friheden kan opstå, når vi begynder at forstå os selv og vores reaktioner. Uden at dømme dem som forkerte. Ganske enkelt fordi vi kan se, at de lige nu giver mening med den oplevelse, som vi har - og samtidig være bevidst om, at det vi reagerer på ikke er virkeligheden, men vores oplevelse af virkeligheden.
Og at en ny oplevelse vil åbne for nye følelser og reaktioner.
Forandringen sker ikke, fordi vi arbejder på at gøre noget andet inde i en skræmmende oplevelse, men fordi selve vores oplevelse er en anden - og derfor vil det af sig selv give mening at gøre noget andet.
Det er så simpelt at det kan være svært at få øje på.
Men for mig, så er det noget af det vigtigste, som vi mennesker kan begynde at se. Jeg håber, at jeg har inspireret dig lidt i den retning.




Kommentarer