DE TRE PRINCIPPER - ONLINE FORLØB
Online forløb - når Mind bliver levende
– Et 3P online forløb for kvinder, der længes efter at komme hjem til sig selv og lade sig guide mere af visdommen indefra
Med Anne Stærk Dickenson og Belinda Donkin, værter på podcasten “De Tre Principper med Stærk & Donkin”

Længes du efter at være mere dig – og mindre den, du tror, du skal være?
Kan du nogle gange føle, at du er blevet væk fra dig selv i forsøget på at overleve hverdagen og tage alle de rigtige beslutninger?
Er du træt og udmattet af at spille forskellige roller i dit liv, fordi du tror, at den du er, ikke er god nok? Eller måske fordi du er bange for, at andre ikke kan lide dig, hvis de opdager, hvem du i virkeligheden er?
Sådan behøver livet ikke at være!
I dette online efterårsforløb inviterer vi dig til at gå på opdagelse i det, som Sydney Banks kaldte Mind – den intelligente livskraft, der allerede lever i os alle, og som konstant peger os hjem til os selv.
Hvis vi oplever, at vi er faret vild og blevet væk fra os selv, så er det altid et tegn på, at vi er kommet væk fra Mind, der hjælper os med at navigere med lethed og enkelhed i verden.
Som kvinder kan vi komme til at bruge et helt liv på at tilpasse os. At kæmpe for at være søde, dygtige, rummelige og forstående. At mærke efter, hvad andre ønsker, forventer eller har brug for – ofte så meget, at vi langsomt mister kontakten til os selv.
Vi kan føle os overvældede af livet og kæmpe for at gøre alt det rigtige i håbet om at finde ro, tryghed og sikkerhed. Det kan føles som om, at det hele er op til os, og at det er vores ansvar, at tilværelsen ikke braser sammen om ørerne på os og dem, vi elsker. Det er hårdt – og et enormt vedligeholdelsesarbejde.
Men hvad nu, hvis der findes en dybere og mere pålidelig guide indeni, som altid er tilgængelig, og som bare venter på at blive opdaget – og som du kan stole fuldt og fast på?
Over seks aftener udforsker vi sammen:
🌿 Hvordan vi får øje på Mind/Livskraften i vores eget liv
🌿 Hvordan vi skaber en levende og personlig relation til den indre visdom
🌿 Hvorfor vi så let kommer til at leve efter andres forventninger
🌿 Hvordan vi slipper behovet for at please, passe ind og spille roller
🌿 Hvordan vi bliver fortrolige med vores "JA'er" og "NEJ'er" og vores “det ved jeg ikke”
🌿 Hvordan autenticitet opstår helt naturligt, når vi begynder at lytte mere indad end udad
🌿 Hvordan vi kan lade os guide af visdom frem for tanker om rigtigt og forkert
Forløbet er en invitation til at opdage det, som allerede er helt og intakt i dig. En invitation til at få øje på, at du allerede er præcis, som du skal være, og at du allerede bliver guidet indefra af en dyb, iboende intelligens.
Når relationen til Mind/Livskraften bliver levende, begynder livet ofte at føles enklere. Vi stopper med at kæmpe så meget med os selv og med at søge accept hos andre. Vi får lettere ved at mærke, hvad der er sandt for os. Og vi oplever en frihed i at være den, vi er – uden konstant at skulle fortjene vores plads eller høre til gennem præstation, tilpasning eller selvopofrelse. Først der får kærligheden lov til at flyde mere frit og ubesværet.
Vi glæder os så meget til at være sammen med dig ❤️
Anne & Belinda

Find vejen hjem til dig selv
Dette online forløb er en invitation til at se nærmere på din relation til Mind og til dig selv. Du og Mind er nemlig ét og det samme, ikke to adskilte dele. Når du finder tilbage til livets indre guidning, vil du stille og roligt føle dig mere som dig selv, og alt det, du var før intellektet tog over.
I virkeligheden er det at “være sig selv” det nemmeste og mest naturlige for os. Det kræver ikke noget. Det er let og ligetil - og trygt. Det, som i virkeligheden er anstrengende og utrygt er, når vi føler, at vi skal leve op til alle ideerne og forventningerne om, hvem vi skal være. Det behøver vi ikke. Det fineste, som vi kan give til verden og os selv – er at være os selv.

Det praktiske
Vi mødes seks gange på Zoom. Sessionerne optages. Det er en forudsætning for deltagelse, at du er indstillet på at have dit kamera tændt undervejs. Gruppen er lukket, og du og de andre i gruppen vil efterfølgende have adgang til optagelserne i tre måneder efter vores sidste møde.
Gennem forløbet deler vi vores egne erfaringer med at læne os tilbage i Mind på en enkel, ærlig og jordnær måde. Vi kommer med små genkendelige eksempler fra hverdagen, så du tør tro på, at Mind også er tilgængelig for dig.
Der vil være rig mulighed for at stille spørgsmål og dele egne erfaringer undervejs.
Datoer og tidspunkt
Vi mødes online seks tirsdage. Altid fra kl. 19.00-20.30.
Det er hver 3. tirsdag på følgende datoer:
18.8, 8.9, 29.9, 20.10, 10.11, & 1.12
Vi mødes online på Zoom (du får tilsendt et link morgenen inden første møde)
Pris: DKK 1.500,- for hele forløbet
Tilmelding:
Tilmeldingen ved at sende en mail til Belinda med dit navn, dit telefonnummer og din mailadresse: belinda@donkin.dk
Du vil efterfølgende få tilstendt en faktura. Du er tilmeldt, når vi har modtaget din betaling.
