Penge skaber ikke i sig selv mental frihed. Hvorfor ikke? Lad mig forsøge at pege på, hvad jeg mener.
Et af de temaer, som jeg har været nysgerrig på er penge. Det er så tit, at penge holder os tilbage fra at gøre noget, som vi egentlig gerne vil. Eller i virkeligheden er det sjældent pengene, der egentlig holder os tilbage, men alle tankerne om penge. I hvert fald kender jeg selv til bekymringer om penge. Alle tankerne om, hvad der kunne gå galt, hvis jeg fulgte min drøm.
Alle tankerne om: "Hvad nu hvis..."
Tanker om penge kan være så overbevisende, at vi kommer til at tage dem alvorligt - og derfor ikke tør gå med det, som vi inderst inde ved er det rigtige for os!
Der er bare det, at bekymringer er ikke særlig troværdige. De maler fanden på væggen. Forskning viser, at 94 % at vores bekymringer aldrig bliver til noget...
Og alligevel lytter vi til dem
Det er jo, at tankerne sjældent lyder:
Hvad nu, hvis det bare gik vildt godt?
Hvad nu hvis jeg tjente meget mere end før?
Hvad nu, hvis jeg fik et job, som jeg var endnu gladere for? Jeg siger ikke, at jeg er et sted, hvor jeg tør slippe tankerne om penge helt. Men det jeg har fået øje på er, at jeg ofte laver et problem om penge, som ikke er der. Og det kan jeg høre, at andre også gør.
Jeg tænker mig frem i tiden - og forestiller mig, hvordan noget vil gå, og hvordan der i fremtiden vil opstå et problem. Og så kommer jeg til at tro, at det rent faktisk er sådan, det vil komme til at gå. Derfor har det været en kæmpe lettelse at få øje på, at det er fantasi. Jeg ved, at jeg ikke behøver at løse pengeproblemer, der er skabt i min fantasi! Jeg ved også, at hvis jeg på et tidspunkt rent faktisk manglende penge, så ville det give mening at handle og gøre noget. Hvis vi havde et reelt problem med penge, så vil vi forsøge at løse det. Men det som holder de fleste tilbage fra at leve deres drømme ud er deres frygt for at få et problem med penge i fremtiden. Det er et tankeproblem, som ofte skræmme os så meget, at det holde os tilbage. Tanken om pengeproblemer kan paradoksalt nok føles mere skræmmende end faktisk at have et pengeproblem.
Det er klart, at hvis vi har penge, så kan vi købe flere ting. Vi har et større handlerum til at tage på ferie, vælge et større hus, købe det dyre produkt etc.
Penge giver muligheder på den måde. Men det er bare det, at et nyt hus, en bedre bil eller en luksusrejse ikke i sig selv giver oplevelsen af frihed. Oplevelsen af frihed er en mental tilstand. Det er vores mentale fabriksindstilling. Det er det vi er, hvis ikke vi dækker følelsen til med begrænsende tanker.
Jeg har fået øje på at følelsen af frihed ikke kommer med penge. Rige folk kan føle sig fastlåste. Fattige folk kan føler sig frie.
Jeg kan se, at flere penge på bankbogen ikke i sig selv giver mig mere mod. Mine bekymringer følger ikke pengene. På samme vis, som jeg har talt med mange virkelig rige mennesker, som har flere bekymringer om penge end mig. Jeg har også talt med folk, som stort set ingen penge havde, men følte sig frie og havde tillid til, at det jo nok gik alligevel.
Det er frihed. Den kommer, når de begrænsede tanker og bekymringerne falder bort.
Interessant nok har jeg oplevet, at hvis jeg tør gå efter mine drømme og gør alvor af dem, så har det betydet mindre for mig, hvordan det så er gået - fordi følelsen af frihed og glæden ved at prøve det i sig selv er så livsgivende, at det er det hele værd.
Hvad jeg vil med dette blogindlæg?
Ikke andet end at inspirere de af jer, der kender til ovenstående til at få øje på den frihed, der ligger i at blive mere fri af alle tankerne om penge.
Det handler ikke om at gøre noget nyt, men om at få øje på og forstå, hvordan følelsen af frihed ikke automatisk følger mængden af penge, men i virkeligheden er afledt af den måde, som du bruger din tænkning op.
Comments