Hvad nu, hvis jeg fortryder?

Tanken om at komme til at fortryde vores handlinger er virkelig en vejspærring, der for mange er til at få øje på. For hvad nu hvis, at vi potentielt kan komme til at fortryde vores beslutning. For hvad nu, hvis det viser sig at være det forkerte valg, som vi fik taget?

Jeg har talt med så mange efterhånden, der føler sig fanget i beslutningsprocessen. Og jeg kender det godt selv - hvordan det opleves, når jeg ikke kan regne ud, hvad der er det rigtige at gøre, og hvor skræmmende det pludselig kan se ud...

For hvad nu hvis jeg vælger forkert?

Jeg har lyst til at dele noget af det, som har været en hjælp for mig at se i den sammenhæng:

En af de ting, der slog mig var: Hvorfor det føles så farlig at vælge forkert?

Det var ekstremt hjælpsomt for mig at opdage, at det "at have valgt forkert" også bare er en oplevelse, der er lavet af tanker. Intet andet. Det betyder, at den jo ikke i sig selv kan være farlig. Ubehagelig, helt bestemt - men jo mere jeg kiggede på selve oplevelsen, jo mindre skræmmende blev den.

Det at have valgt forkert er en oplevelse, der er lavet lige nu af mine tanker

Det var den største lettelse at få øje på, at jeg kunne være helt okay med at vælge forkert! Det handlede jo i bund og grund bare at være okay med at have tanker om at noget var forkert - og det har jeg jo prøvet masser af gange før. De damper af.

Det var befriende at se, at oplevelsen af at have valgt forkert ikke var noget særligt. Den var ligesom alle andre oplevelser.

En anden ting, som slog mig var: Jeg kan godt tænke, at jeg har valgt forkert - uden at det siger noget om, hvorvidt det er rigtigt eller ej.

Det gik op for mig, at jeg ikke kunne have tillid til oplevelsen af, at jeg havde valgt forkert.

Nogle gang kunne noget føltes virkelig forkert. Men dagen efter kunne det pludselig føles helt okay. Min oplevelse af om, hvorvidt noget var rigtigt eller forkert, var ikke solid. Den kunne skifte.

Det gik op for mig, at oplevelsen faktisk slet ikke sagde noget om selv valget.

Den sagde bare noget om, hvad jeg tænkte om det i dette øjeblik.

Det gjorde faktisk en forskel at få øje på. For tidligere havde jeg taget oplevelsen for gode varer. Jeg havde troet, at den var rigtig. Nu kan jeg se, at den kan skifte, som vinden blæser - og så virker den jo bare mindre troværdig. Og dermed også som mindre vigtig at tage alvorlig. Oplevelsen er simpelthen blevet mindre farlig.  

Kan jeg så aldrig sådan ægte fortryde?

Jeg ved ikke med dig, men jeg ved godt, hvornår jeg er kommet til at gøre noget, som jeg bare inderst inde er virkelig ked af.

For mig, der er det bedste jeg kan gøre bare at stå ved det, sige undskyld eller gøre det godt igen, hvis muligt. Det føles faktisk godt at handle på det og tage det alvorligt, hvis jeg ægte har lavet noget dumt.

Men jeg gør mig faktisk umage med at droppe tankerne om at være forkert eller dømme mig selv mentalt. De selvkritiske tanker hjælper ikke på at gøre det godt igen. Jeg står ved, hvad der er sket - men jeg slipper overtænkningen om det. Ekstra tænkning hjælper mig ikke, så jeg det gør jeg så lidt som muligt.

Hvordan?

For mig har det bare handlet om at blive bevidst om, hvad jeg tænkte - og så begynde at tage tankerne mindre alvorligt.

Jeg ved, at jeg ALTID vil gøre bedre, hvis min sind er mere roligt, så uanset hvad jeg har gjort, så vil stressede eller selvkritiske tanker aldrig hjælpe mig med at gøre det godt igen.

Så dem behøver jeg ikke lytte til. Der er ingen værdi at hente i dem.

Det var lidt fra mig til dig.

Jeg håber, at det hjalp dig med at se nyt.

Og har du lyst til at bliver mere inspireret af emnet?

Så kan du lytte til Belinda og min samtale - den handler om beslutninger og tankerne om at fortryde: